hvad er en elver i lorania?

Dette matriale er ikke vores det tilhøre rollespil foreningen lorania og vi har kun fået lov at låne det



Elverne var den første race af sjælevæsner som guderne skabte. Rynthia, kærlighedens gudinde, stjernernes dronning, skabte de udødelige elvere som de første sjælevæsner, og alle senere racer har efter elvernes egen opfattelse kun været dårlige efterligninger.
Elverne er opdelt i to underracer: Højelverne, som ligger tættest på det ideal de blev skabt til, og skovelverne, som er knap så ædle, smukke og dygtige. Det vides i dag ikke, hvorfor de to folkeslag er så forskellige, for skabelsen går længere tilbage i historien end selv elvernes annaler.
Skovelverne ser det som deres hellige pligt at beskytte naturen i alle dens afskygninger mod De Yngre Racer, og opfyldelsen af denne pligt er dem mere helligt end noget andet, og selve grundlaget for deres kultur.
Det menes, at elverracen som den fremtræder i dag, på mange måder ikke kan måle sig med de første elvere i skønhed og visdom. De første elvere menes at have ligget meget tættere på englene hvad angår sindelag og udseende, men det er som om glansen efterhånden er gået lidt af det årtusinder gamle kunstværk. Samfundsmæssigt og teknologisk har de elverne ganske vist udviklet sig som andre racer, men deres tilstedeværelse på de neutrale planer har også sat sit præg på deres kultur og historie. Elverne forbliver stadig den smukkeste, viseste og dygtigste af alle racerne på de fire fysiske planer, om end årtusinders krige og angreb har mindsket deres antal så de har måttet afstå pladsen som den dominerende race til menneskene.
Elverne forbliver også lysets, godhedens og kærlighedens forkæmpere på de fire neutrale planer, og vil vedblive at kæmpe de lyser guders, især Rynthias, sag, lige til den dag dommedagen rammer verden.



De fleste skovelvere er bosat i den enorme, hellige Terrel-Fen-skov vest for Loranien. Skoven er i dag ikke helt så stor som i tidernes morgen, idet De Yngre Racers respektløse hærgen af verden og dens natur har indskrænket dens størrelse i et vist omfang. Den er dog stadig adskillige hundreder af mil på hver led, men meget få mennesker har været mere end ganske få meter inde i skoven, da skovelverne er meget territorialbevidste og ikke bryder sig om fremmede. De bevogter deres grænser intensivt, og de viser ingen nåde over for indtrængere.
Skoven gennemskæres på langs af den store ”Celebduin”, Sølvfloden, som har sit udspring i Silverhyl-klipperne i skovens nordligste ende sammen med ”Mithrenduin”, Gråfloden, som løber mod øst, forbi den store Mornrain-sump, der udgør Terrel-Fens grænse mod nordøst, hvor den har en række udløb. Den løber videre ud mod kanten af skoven og løber langs Terrel-Fens østgrænse et langt stykke sydpå.
Celebduin løber fra nord til syd gennem skoven, og den breder sig ud til en stor sø cirka på midten, hvor huset Malenithron lyser træerne på bredden op, og hvor Urunwë-øen ligger som skovens allerhelligste centrum midt ude i floden.
Øen er forbudt område, undtagen når skovelverklanernes overhoveder mødes til råd på Urunwë-højen på øen.



Skovelverne er delt op i en række klaner eller huse, der fungerer som individuelle stater over for hinanden. Separat er de fleste huse huse opbygget som monarkier styret af en kongefamilie, hvor tronen går i arv, men enkelte huse, især af de allermindste, er styret af et råd, eller et folkevalgt overhoved. Elverne besidder en langt større forståelse for den naturlige orden end f.eks. mennesker, og den enkelte elver forstår derfor også, hvorfor Rynthia har udvalgt bestemte familier til at forvalte de forskellige huse som regenter. Derfor er der heller ingen magtkampe i det elviske samfund. Alle kender deres af Rynthia udpegede plads og besidder den gladeligt. Af samme grund er det svært at afgøre om skovelvernes samfund er et klassesamfund eller klasseløst samfund, fordi status er et så flydende begreb for elverne: Status er noget der kommer af andres respekt og anseelse, og respekt og anseelse er resultatet af værdig optræden. Selvom det kan være nyttefuldt at være af god familie, betinges hver elvers sociale status i sidste ende af hans eller hendes egne valg og gerninger. Det elviske samfund er derfor præget af stor social mobilitet, og en slægt der er blandt de fornemste i et led, regnes i en senere generation måske ikke for noget særligt.
Der er ingen decideret underklasse i skovelvernes samfund. Der er elvere, der ikke har større ansvar end deres eget ve og vel, herunder deres daglige arbejde, og elvere der indtager en tjenende rolle over for andre, og som i deres herres nærhed begår sig ydmygt og respektfuldt. Men når det kommer til stykket er der en hegivenhed og fælleskabsfølelse mellem herre og tjener der i sidste instans gør dem til ligemænd, uanset hvem der giver ordrerne, og hvem der adlyder dem..
Et elvisk hus kan på flere måder bedre sammenlignes med en familie end en stat: Medlemmerne er hinanden meget nærmere selvom de måske ikke er direkte beslægtede, og selvom alle på en eller anden måde har indflydelse på samfundet, ligger den ubetingede magt hos kongeparret der som et forældrepar tilsammen har ansvaret for at løse alle husets problemer.
Kongeparret regerer med mild hånd; de handler omsorgsfuldt for deres undersåtter som var det deres egne børn, der alle kender deres evner og ansvar, bidrager med det de kan til fælles bedste, og respekterer kongeparrets autoritet og overhøjhed.
Titler og rang uddeles også af fyrsten. De bruges til at indikere ledelses- og ansvarspositioner, og meget få af dem er permanente. Den mest almindelige adlestitel er Than, som gives til overhovedet for en adelsslægt indenfor et hus, eller til en leder af en udflytterprovins uden for Terrel-Fen, som dog kan være folkevalgt af bosættelsens indbyggere. Denne titel er desuden blevet kopieret af tarakinerne, som substitut for hvad der i andre stammesamfund hedder høvding
Grænserne mellem de respektive huse er ikke totale. En elver er på ingen måde tvunget til at holde sig til det hus han er tilknyttet, og kan frit forlade sit hus for et andet hvis han ønsker det, både permanent eller midlertidigt. Elvernes konservative og forandringsfrygtsomme natur gør dog dette til en yderst sjælden begivenhed. Ikke desto mindre vil en elver som på alle måder har god grund til at flytte hus gøre dette, og det med både sin familie og sit hus’s velsignelse. Et typisk eksempel på dette kunne være elvere som vil uddanne sig i teologi eller magi og derfor søger til det store universitet i Malenithron, fordi det ganske enkelt er den største og bedste uddannelsesinstitution i Terrel-Fen.
Samlet kan Terrel-Fen bedst beskrives som et imperium uden kejser, hvor overhovederne for de forskellige huse i en slags senat eller råd, sammen drøfter emner og problemer som vedrører alle husene. Dette foregår oftest på Urunwë-højen, på Urunwë-øen ude midt i Celebduin.
Men elverne har hundredvis af småprovinser spredt ud over hele verden, hvor mindre samfund af udflyttere fra Terrel-Fen lever. Langt de fleste af disse udflytterprovinser findes på loraniansk jord, eller i grænseegnene rundt om det mægtige menneskerige. De fleste af disse udflytterprovinser er oprettet med et konkret formål: At beskytte en mindre skov, en helligdom eller et pilgrimssted indviet til Rynthia, eller at overvåge de lavere racers aktiviteter. Uanset hvor disse udflytterprovinser er at finde, anerkender de imidlertid Terrel-Fen som deres hjemland, og skovelvernes fyrster som deres ledere.



I dagene før menneskene blev skabt bredte den store Terrel-Fen skov sig langt ind over det nuværende Lorania. Da menneskeracen begyndte at brede sig, og store dele af skoven blev ryddet, måtte elverne forlade disse lande, og de fleste drog til det nuværende Terrel-Fen, hvor de var i sikkerhed for menneskene. Men enkelte mindre grupperinger drog mod vest, syd og nord i stedet, og de fleste mistede helt kontakten med deres slægtninge i Terrel-Fen. Disse elvere har siden da udviklet og tilpasset sig anderledes end elverne i Terrel-Fen, og mange af dem har udviklet særegne skikke, fremmede kulturer og mystiske variationer af Rynthia-tilbedelsen. Det er på grund af disse folks i sammenligning primitive levemåde og manglende genealogi (dvs. skriftlig dokumentation af slægtsforhold tilbage til de første generationer) at mange, især blandt de mere konservative elverhuse, referer til dem som ”vildelvere”. Disse folkeslag dukker fra tid til anden frem af historiens glemmebog, og genoptager kontakten med deres nu fremmedgjorte frænder.
Et eksempel på dette er Tordenelverne; et folk der, som følge af en naturkatastrofe der tvang dem bort fra deres levested, for noget tid siden kom vandrende østfra hvor deres stamme havde levet i århundreder.
Ellers kan nævnes det såkaldte Orod-folk, som siges at leve i bjergene langt mod øst, samt, selvom de kun kendes fra myter og rygter, det såkaldte Hvide Folk, som ifølge overleveringerne godt kunne tyde på at være elviske. De siges at leve langt mod nord, hvor sneen dækker landet året rundt, og det skulle være et smukt, godt og dygtigt folk som har betvunget kulden, isen og sneen, og skabt et fantastisk rige i det fjerne nord.



Elvernes omgang med andre racer har til alle tider været problematisk. Elvernes betragtes af mange andre racer, især dværgene, som hovne og arrogante, hvilket nok skyldes deres bevidsthed om deres race og kulturs primaritet i forhold til de andres. Elverne holder sig derfor mest for sig selv, hvis de kan komme til det, og de vil ikke opsøge andre racer medmindre det er nødvendigt. De er indadvendte, og koncetrerer sig mest om deres egne gøren og laden. For andre racer fremstår de derfor som meget territoriale og fremmedfjendske.
De vil til enhver tid dø for beskyttelsen af deres elskede skove, men de er ikke fjendtlige mod rejsende som de ikke mener, er til fare for deres skov. Deres mistænksomhed overfor alle som befinder sig i nærheden af deres skove hæmmer dog denne tendens.
At møde en skovelver er en særlig ting for en dødelig, men at møde en højelver er noget helt unikt. Højelverne omgås uhyre sjældent dødelige, især fordi deres hjemlande langt mod vest er så isoleret fra de dødelige racers riger. På et punkt er de elviske racer imidlertid tvunget til at beskæftige sig med de andre racer, og det skyldes at de mere end nogle andre racer er blevet pålagt af deres gudinde at vogte planerne mod de mørke guders hærgen. Elverne betragter sig selv som lysets fremmeste forkæmpere på de neutrale planer, og dette ansvar tvinger dem til at overvåge de andre racers aktiviteter, og sågar i visse tilfælde til at bryde ind.
Hvor skovelverne er udvalgt af Rynthia til at beskytte naturen på hvert enkelt af de fire neutrale planer, beskæftiger højelverne sig mere med ting som gør en forskel på en større skala, f.eks. ting der rækker ud over det enkelte plan. Meget der for dødelige kan være uendeligt vigtigt, er for højelverne ligegyldigt, fordi deres perspektiv er så meget større, både temporalt og geografisk. Når det højelviske samfund alligevel fra tid til anden blander sig i de lavere racers affærer, skyldes det altså at begivenhederne har konsekvenser på en større skala end deres umiddelbare omverden, og dødelige vil ikke altid være i stand til at gennemskue disse konsekvenser.



Elverne har en lang række bosættelser eller udflytterprovinser i Lorania, hvor skovelvere fra forskellige huse bor side om side. De fleste af dem er godt skjult i skovene, men nogle få af dem er helt åbenlyse, og placeret med det formål at give menneskene mulighed for at tage kontakt til elverne.
De forskellige bosættelser eksisterer af mange forskellige grunde: Nogle er handelstationer, der skal skabe fristeder for elviske karavaner der rejser over menneskenes land, hvor de f.eks. kan proviantere uden at behøve at nærme sig menneskene. Andre fungerer som baser for spejdere og grupper af krigere, der har til formål at overvåge menneskenes eller andre racers aktiviteter i et område. Et eksempel på dette er Orodbenhobas, en bosættelse nær Graulpasset, der dels overvåger aktiviteten i denne krigszone og rapporterer til Terrel-Fen, dels ved lejlighed bistår menneskene i kampen mod de altid indtrængende orker. Andre bosættelser igen er helligdomme, oprettet som følge af en særlig begivenhed der vedrører Ryntia-troen, f.eks. en åbenbaring fra Gudinden el.lign. Sådanne steder opnår ofte status af valfartssted for pilgrimme, og det kan blive nødvendigt at bygge et kloster og en form for tempel eller kirke til de gejstlige der slår sig ned for at holde helligdommen ved lige og beskytte den.
De færreste elvere foretrækker at bo i Lorania frem for Terrel-Fen, og ikke alle tager til Lorania på eget initiativ, selvom nogle forlader Terrel-Fens tryghed for at opleve verden. At blive sendt væk fra Terrel-Fen bliver ofte betragtet som en affejning eller en straf. Ingen eller meget få elvere bor således permanent i Lorania, og de der gør, bliver betragtet som særlinge eller husløse.
Når en elverkvinde i Lorania finder ud af at hun er gravid, drager hun hjem til Terrel-Fen får at føde sit barn i trygge og sikre rammer, langt fra menneskenes larmende verden. Så godt som alle elvere er derfor født i Terrel-Fen, og får deres efternavn efter det hus de er født ind under. En sjælden gang hænder det dog, at elverkvinde ikke er i stand til at rejse hjem til Terrel-Fen for at føde sit barn. Når dette sker fødes barnet ikke ind i noget hus, og er derfor en slags "husløs" hvilket svarer til begrebet kasteløs; udenfor det normerede samfund. Sådanne elvere er ikke udstødte, da det ikke er elveres facon at udstøde nogen, medmindre vedkommende har udvist adfærd der gjorde dem til en vedvarende fare for andre elvere (Sådanne udstødte individer benævnes schwartselvere). Sådanne elvere betragtes blot som frie og rodløse i negativ forstand; uden tilhørsforhold til nogen gruppe eller familie, overladt til sig selv; noget der er meget skræmmende for et folk som elverne, der sætter samvær og nærhed så højt.
Alene tanken om at en elver kan leve uden at tilhøre noget hus eller have nogen form for bagland er imidlertid meget fremmed for de fleste elvere, og de vil derfor reagere med mistro og manglende forståelse når konfronteret med individer der hævder at være sådanne.



Skovelverne tilbeder deres skaber, Rynthia, kærlighedens gudinde og stjernernes dronning. Hun var den første af de mægtigste ni som skabte sjælevæsner og satte dem på de fire neutrale planer. Enkelte elvere vil rent undtagelsesvis tilbede en anden gud, men det sker sjældent. Hyppigst vil det være Talelis en elver kan vælge frem for Rynthia, fordi hendes væsen ligger tættere på det elviske end de fleste andre guder. Talelis-troen er mest udbredt indenfor huset Selsiron. Ellers kan lærde elvere, især indenfor huset Malenithron, finde på at konvertere til Niedar-troen, fordi visdommen er hans domæne. Det vil dog oftest være elvervismænd der plejer omgang med mennesker.
Rynthias kirke som institution styres hovedsageligt af højelverne, men skovelverne bestyrer deres egen fraktion, en underafdeling af hovedkirken, som især er koncentreret om at beskytte naturen på de fire neutrale planer. Fraktionens hovedsæde er i Terrel-Fen, hvor ypperstepræsten af Maleníthron sidder som kirkens overhoved.
Som særskilt fraktion af Rynthias kirke har skovelverne også ret til at foretage helgenkåringer. En række af de ældste og vigtigste af disse skovelverhelgener, stammer helt tilbage fra tidens begyndelse, og er blevet tilbedt så længe, at de næsten er ophørt med at blive erindret som engang værende elvere. De vigtigste og mest almindelige bliver præsenteret her:

Skovelvernes vigtigste helgen er Orona, eller Iovain, Jægeren, som menneskene måske kender som Orion eller Keirnu. Han er skovens konge og vogter, og siges at have været den første skovelver, og den første til at indtage og regere Terrel-Fen som et samlet rige.
Han er skytshelgen for skoven og skovelverne som enhed, og for huset Ivain-Hun, hvis kongefamilie påstås at nedstamme i lige linje fra ham. Det er hovedsageligt her han benævnes Iovain. Hans kult er derfor også hovedsageligt koncentreret i huset Ivain-Hun, hvis store Rynthia-katedral er opkaldt efter ham.
Han afbildes oftest med bukkeben, gevir og bar overkrop. Hans emblem vil typisk være en kronhjort eller en løve, og hvor huset Ivain-Hun’s kongefamilie bruger kronhjorten, har hans ærestempelgarde, Skovens Løver, taget navn efter løven.
Orona fejres hvert forår med en stor festlighed, som varer en hel uge. Højtiden benævnes Jagt-ugen, og er en højtid til minde om den første jagt Skt. Orona drog ud på efter han var kommet til Terrel-Fen.
Et stort hjortedyr indfanges forud for festen, og ved en stor ceremoni velsignes den af præsterne. Dyret slippes derefter fri, og dagen efter drager alle husets jægere ud i skoven for at fange den. Mens jægerne er på jagt tilbringer resten af huset det meste af deres tid i forbøn for jægerne. Alle faster fra hjorten slippes fri til jægerne vender hjem. Jo før jægerne fanger hjorten og vender hjem kan festen begynde, og den varer til sidst på ugen. Lykkes det ikke jægerne at fange hjorten inden Jagt-ugen er omme, tager man det som et dårligt varsel om jagtlykken i det kommende år.

Regnens Herre, Siodh er også en vigtig skovhelgen. På individuelt plan er dyrkelsen af ham meget almindelig, idet mange skovelvere bærer talismaner og påberåber sig hans hjælp personligt, da de er opmærksomme på vandets vigtighed for liv.
Den organiserede del af hans kult er til gengæld koncentreret i huset Silverhyl (udtales silverhiil), der er opkaldt efter ham. Kulten og huset er, selv for elvere, meget hemmelighedsfulde og indelukkede, og det er kun husets medlemmer som ved hvad der virkelig forgår bag klippevæggene i Hîth-klipperne hvor huset bor. Sølvfloden og Gråfloden, de to floder der strømmer igennem Terrel-Fen har deres fælles udspring i klipperne der, i skovens nordvestlige hjørne siges at være Siodhs tårestrøm, der bringer liv til elverne.

Bheortaine, Tornenes Fader, som repræsenterer den upersonlige side af skovens vilje og stumme hævn overfor indtrængere. Betragtes i en hvis udstrækning som huset Selsirons skytshelgen. Selsirons elitegarde, Tornfalkene, er dedikeret til ham. Bheorthaine fejres ligesom Orona også ved en særlig højtid, bare i efteråret, dog mest indenfor huset Selsiron, hvor den til gengæld er meget vigtig.

Alagos, Vindens Hylen, som fører bueskyttens pil til sit mål, og derfor også ofte, for god lykkes skyld, påkaldes af samme lige før de slipper strengen.

Roulainn, Klippenæven, Stenenes Betvinger, dyrkes især indenfor huset Mornceredir. Betragtes dog kun som halv-skovelvisk, da sten er et dødt materiale, om end en del af naturen.

Mhadh, Marskens Herskerinde, påkaldes især af rejsende som skal igennem hendes domæne, for at undgå vildfarelse. Dyrkelsen af hende er også meget udbredt indenfor Mornceredir-huset, da de residerer i udkanten at den store Mornrain-sump.



Elvere er mildt sagt meget anderledes end mennesker i både deres fremtræden og tænkemåde. Hvis man skulle redegøre for alle de kulturelle forskelle der hersker mellem elvere og mennesker ville det kræve mere plads end der er i denne tekst. En del af dem er allerede blevet beskrevet i andre afsnit, men her skal der fokuseres på elvernes sociale skikke, kutyme og etikette i diverse sammenhæng.
Elvernes tænkemåde er forskellig fra andre racers, og på grund af deres fysiske alder, og deres races og kulturs alder, ser de verden på en anden måde end andre sjælevæsner. De tænker for eksempel altid i et større perspektiv end medlemmer af andre racer, især tidsmæssigt, og på mange virker de derfor ligegyldige overfor deres umiddelbare omverden. Denne måde at opfatte og fungere med verden på får i mange andre sjælevæsners øjne elverne til at virke snobbede og arrogante. Når de undlader at lade sig berøre af deres omgivelser, lade sig hidse op i en presset situation eller lignende, fremstår de unægtelig noget hovne, men dette skyldes altså deres kendskab til verdens omfang og sammenhæng, og nærværende begivenheders betydning virker for dem, i deres større perspektiv, ligegyldige.

Den normale hilsen for elvere at hilse en fremmed eller ikke helt bekendt er en løftet højre hånd, afslappet, med håndfladen rakt frem mod den man hilser. I militære sammenhæng er armen helt udstrakt og fingrene samlet og strakt, som en stop-gestus, men med armen løftet en smule.
Blandt venner eller godt bekendte er den normale hilsen at lægge højre hånd på højre skulder mens man kigger hinanden dybt i øjnene, og eventuelt supplerer med et lille anerkendende nik. En mere formel måde at udføre denne gestus på blandt krigskammerater er at gribe fat i hinandens underarm i et brandmandsgreb.
For familie eller venner der er så nære at de er som familie, plejer man at føre håndfladen blidt nedover hinandens ansigt fra øverst til nederst som hilsen. Handlingen er selvsagt meget intim og tillidskrævende, og vil fremstå både akavet og måske endda frastødende hvis den bliver foretaget af en person som man ikke føler sig tæt nok knyttet til. Denne gestus er derfor forbeholdt ens allernærmeste, som man er sikker på er indforstået med handlingens funktion og betydning. Hvis en fyrste ønsker at vise en af sine undersåtter anerkendelse kan dette udtrykkes ved denne gestus, der ofte ses som en meget fornem ære når den gives af en højtstående person til en af lavere social status. Den er som regel ensbetydende med at man er blevet givet adgang til pågældende fyrstes inderkreds.

Når man modtager noget fra en anden person, en gave el.lign., kan man understrege sin taknemmelighed ved at gribe fast i håndleddet på den arm man modtager med, med den modsatte hånd, samtidig med at man bukker let. Ønsker man at understreger vigtigheden eller værdien af det der gives, kan både giver og modtager henholdsvis før og efter genstanden er givet løfte genstanden over egen hovedhøjde. Hvis giveren har gjort det anses det for almindelig høflighed også at gøre det som modtager. En undtagelse hertil kunne være en undersåt eller en underordnet i militære sammenhæng, der giver et vigtigt budskab eller en gave til en hersker eller en overordnet, hvorved modtageren, som så er af højere status, ikke behøver at svare gerningen.

Elverne sætter gæstfrihed meget højt, og der knytter sig en række sociale ritualer til både værts- og gæsterollen. Når man træder ind i en anden persons hus og ønsker at vise vedkommende respekt kan han knæle ved dørtærsklen, bukke hovedet og løfte en knyttet højre hånd til munden, og evt. mumle et helligt ord el.lign. for sig selv. Hvis man skal gøre et stort nummer ud af denne handling, hvilket præster, diplomater og højtstående lærde og embedsmænd ofte gør, sætter man sig som regel helt ned på begge knæ, sætter hænderne på knæene eller lårene, lukker øjnene og beder en bøn eller udtaler en velsignelse i sin guds navn over sin værts hus. Derefter fører man fingerspidserne op til læberne og berører derefter begge dørstolper med haandfladerne.
Ved måltider forventes værten at begynde at spise først, eller give sine gæster tilladelse til at begynde. Når måltidet er færdigt kan man som gæst løfte sin tomme tallerken op i hovedhøjde, kigge på værten og pænt takke for maden.

Elverne har en række almindelige gestusser til at udtrykke forskellige følelser, ligesom når mennesker slår sig for panden ved fejltagelser, gnubber sig på hagen når de tænker sig om eller holder sig for munden når de fniser. Elvere er meget uforstående for den tilbageholdenhed mennesker ved sidstnævnte handling udtrykker for deres latter. Glæde og latter suppleres hos elvere oftest med at man slå ud med armene, dels som et tegn på hjertelighed og åbenhed, dels for at ”dele sin glæde med verden”. Sorg udtrykkes ved at lægge korslagte hænder på den øverste del af brystet, og bestyrtelse, frustration og fortvivlelse ved at man holder på, eller sætter knyttede næver på den bagerste del af hovedet. Der findes ikke nogen særlig gestus for vrede, hvilket nok skyldes at elvere som hovedregel afskyr vrede og dens følger.
Forvirring eller uforståenhed udtrykkes ved at sætte en hånd fladt op ad den ene side af ansigtet, eller ved at hive sig selv i det ene eller begge ører. Grundig fordybning eller grublen signaleres ved at gribe fat med tommel og pege- eller langfinger i næseroden lige under panden.

Elverne har ogsaa en raekke ritualer og ceremonier for bestemte hoejtider og fester. De vigtigste hoejtider for elverne er aarstidernes skiften, midsommerfesten, Skt. Oronas jagt-uge og Lysfesten.
Aarstidernes skiften er saerlig for elverne, fordi de markerer at naturen nu gaar ind i et nyt kapitel af sin cyklus. De fejres med en saerlig gudstjeneste med tilhoerende ritualer og efterfoelgende fest. Den vigtigste er foraarsfesten, fordi foraaret er den tid hvor naturen vaagner fra vinterens dvale, og for elverne svarer det til at naturen kommer til live igen efter at have vaeret doed. Foraarsfesten priser derfor selve livet. De andre aarskiftehoejtider er rene formaliteter i sammenligning; en raekke religioese ceremonier og ritualer kombineret med visse praktiske foranstaltninger, der skal forberede huset paa den nye aarstid foretages, og efterfoelgende holdes en stor fest.
Midsommerfesten er til gengaeld forholdsvis spektakulaer. Alt pyntes op og dekoreres med blomsteranker og andet pynt, og alskens former for kunstneriske udtryksformer udfolder sig til glaede for hele huset. Da elverne i meget begraenset omfang er agerbrugere fejrer de ikke hoestfest, men Midsommerfesten erstatter paa flere mader denne, isaer fordi det er den af elvernes hoejtider der fokuserer staerkest paa frugtbarhed. Festens hoejdepunkt er naar et udvalgt par foeres in i elvernes midte og overoeses med alskens frugtbarhedssymboler. De sendes derefter ud i skoven for at udfoere et frugtbarhedsritual, bestaaende af et samleje i skovbunden under aaben himmel. Mange unge par vaelger desuden at benytte Midsommerfesten som bryllupsfest, og hele huset engageres paa denne maade i at fejre deres aegteskab og velsigne det med frugtbarhed.
Lysfesten afholdes om vinteren lige foer Vintersolhverv. Paa aarets laengste nat taender elverne et stort baal, som hele huset samles om. Elverne danser omkring baalet, spiller musik, synger sange og jonglerer med fakler og svinger med ildbaekkener. Den foerste del af festen er meget hektisk og ophidset med masser af larm og bevaegelse. Senere stilner det af, og musikken og stemningen gaar mere over i det soergmodige, laengselsfulde og melankolske. Der er visse uenigheder om formaalet med Lysfesten. Nogle mener den holdes for at faa lyset til at vende tilbage til verden, andre mener at den blot fejres for at taende lys og haab i den moerke tid.



Skovelverne er som udgangspunkt et fredeligt folk overfor hinanden. Det ligger ikke i deres natur at føre erobringskrige, eftersom de oprindeligt blev givet hele jorden som herredømme, for derefter at overlade den til de lavere racer. De bryder sig ikke om ødelæggelse, fordi den som regel medfører store omkostninger for naturen, og vigtigst af alt, består deres højeste dyd i at elske alt levende; fuldstændigt og ubetinget. Deres ansvar overfor naturen og verden har dog affødt deres had til f.eks. orkerne. Deres arvefjende, sortelverne, som blev skabt med det formål at udrydde dem, undslipper heller ikke deres vrede imod naturens fjender.
Skovelvernes kampmetoder bygger hovedsageligt på forsvar, og da de oftest kæmper for at forsvare deres skov imod indtrængere, har de især specialiseret sig i hit-and-run-krigsførelse, hvor de bruger skoven som et camouflageskjold som de kan ramme deres fjende i skjul af.
Elvernes kampmetoder er tillært dem af selveste englene, og de repræsenterer de langt mest sofistikerede og forfinede metoder til at føre krig med, som de træner til søvnløshed i århundreder. Elvernes fysiske udrustning gør dem samtidig ideelle til hit-and-run-taktikker, idet de forlader sig mindre på råstyrke, og udnytter deres hurtighed, smidighed og enestående præcisionsevne. Til gengæld er det elviske legeme ikke så hårdført som f.eks. menneskets, orkens og dværgens.
Elverne er uovertrufne med bue og pil, især fordi deres syn er skarpt som en falks og deres haender sikre som klippegrund. Det siges om en elver, at han kan få øjenkontakt med en flue på hundrede skridts afstand, og om en elverbueskytte at han kan ramme en goblin i øjet i totalt mørke blot ved at lytte efter dens åndedræt.
Skovelverne vil kun yderst sjældent møde deres fjender i åben kamp. De vil holde sig skjult af skoven og beskyde dem med bue og pil, lægge fælder ud og stikke lanser ned fra trækronerne og ud af buskadser.
Det hænder dog at skovelverne også går lige på deres fjender, og når det sker, slipper de al deres indestængte had og vrede løs, som de tålmodigt lægger bånd på når de sniger sig lydløst omkring i skoven eller sidder med buen spændt i timevis ad gangen. Når det sker rammer de fjenden som en tordenkile, et fokuseret raseriudbrud, en gnist af Gudindens vrede som hævn for århundreders hærgen af naturen og skovene og truslen mod hendes børn.



Ivain-Hun er det største skovelverhus, og det er elvere fra dette hus de fleste vil associere med når man taler om skovelvere. Huset er hovedsageligt beliggende et stykke nordøst for Urunwë-højen i midten af Terrel-Fen. Her har regentparret af Terrel-Fen til huse, og her er husets administrative og handelsmæssige, for Ivain-Hun består for en stor del af handelsmænd, centrum.
Ivain-Hun er det mest dynamiske og aktive af elverhusene, og er i høj grad toneangivende i udenrigspolitiske anliggender, idet Ivain-Hun er ansvarlig for langt de fleste af udflytterprovinserne rundt om i verden, og er det hus som har mest kontakt med de andre racer. De er politisk meget liberale, men er stadig ret konservative i deres holdning til de lavere racer, og vil som alle elvere undgå kontakt hvis de kan. Denne holdning støttes af flere af de andre huse, især de sjældent deltager i udenrigsaktiviteter, og derfor antager at Ivain-Huns holdning udelukkende bygger på erfaring. Ivain-Hun står samtidig for næsten al diplomatisk kontakt til Loranias regering.
Huset farver er grundlæggende grøn, evt. sammen med brun og blå. Husets emblem er, som nævnt tidligere, en kronhjort eller en løve.
Udover de mange udflytterprovinser har Ivain-Hun ogsaa konstant mange spejdere rejsende rundt i verden for at holde sig ajour med de andre racers både indbyrdes og fælles aktiviteter, især orkerne i Graul-passet.
Mange Ivain-Hun-elvere følger livsstier der fokuserer på handel, økonomi, politik og jura. Til dette rummer Ivain-Hun et stort og berømt bibliotek. Derudover er Ivain-Hun berømt for sine dygtige arkitekter, der bidrager med deres ekspertise til alle elverhusene i Terrel-Fen. På grund af sine mange handelsfolk, spejdere osv. er Ivain-Hun uden tvivl det hus hvis medlemmer oftest vil være at finde væk fra deres hjem. Ivain-Hun er i modsætning til de fleste andre skovelverhuse meget offensive i deres struktur og dynamik.
Ivain-Hun er nok også det skovelverhus som kan mønstre den største hær, som primært består af spydbærere og bueskytter. Dertil kommer spejdertropper, hvis elitekorps, Skovens Løver, ogsaa er Skt. Iovain’s æresgarde, samt en mindre styrke af kavaleri (et sjældent syn blandt skovelvere), og kongefamiliens særlige garde, der består af de absolut bedste og mest dedikerede elitesoldater fra Ivain-Hun.
Huset har flere gange hjulpet Loranias hære i krig, bl.a. i Tordenkrigene. Det sker oftest som anonym hjælper, hvor skovelverne bidrager med en slagstyrke eller et bagholdsangreb uden at have konfereret med Loranias hærførere først. Følgende historiske eksempel herpå er et uddrag af den Loranianske skriver Horatio Von Scholtenburgs krønike:

Det Herren Vegils år ______.
Jeg var blevet tilskrevet en plads i en delegation, som skriver for Baron Udo Grühnenbaum, der var blevet udsendt af Hans Kongelige Højhed Kong ______d.___, til den sartanske hovedstad Turinsheim, for at forhandle om import af sartansk smedehåndværk til den kongelige hær. Som eskorte var baronen blevet tilskrevet en deling riddere af Vegils orden, under ledelse af et garvet medlem af den hvide garde, Sir Errian Hartschlosse, en viden om besungen ridder, som havde kæmpet imod både orker og sortelvere.
På den 22. dags rejse fra hovedstaden red vi ind i en snæver kløft som, så vidt jeg kunne forstå på de lokale beboere, havde fået navnet Ignons passage, fordi en lokal folkehelt af dette navn engang skulle have lidt døden her, efter at have besejret en større styrke af orker.
Hvis vi havde vidst hvilken forudbestemmelse der lå i vores åbenbaring af denne legende, havde vi nok forsøgt at finde en vej uden om dette bakkelandskab. Men hvad endnu ikke var hændt, kunne næppe være blevet forudsagt, og det skete derfor, at vi, da vi var kommet et godt stykke ind i den vel en mil lange kløft, pludselig faldt i et bagholdsangreb fra en større styrke af orker, som kom myldrende frem bag en drejning i kløften. Med mit begrænsede udsyn vil jeg gætte på at der har været mellem en 500 og 1000 orker.
Takket være de årvågne ridderes hurtige reaktion lykkedes det os at danne en forsvarslinie mellem den østlige klippevæg og et større fremspring i den vestlige, således at orkerne ikke fik overrumplet os helt. Men vi var stærkt i undertal og taget helt uden forudsætninger. Angrebets præcision og hurtighed gav anledning til tanken om at det sandsynligvis ikke var orkerne selv der havde planlagt det.
Vores mistanke fik næring på grusomste vis, da en gruppe af de blodtørstige barbarer og afgudsdyrkere kendt som mallere, faldt os i ryggen som lyn fra en klar himmel. De må have fulgt lydløst efter os siden vi drog ind i kløften, og havde vi troet vor sidste time ankommen før, så var alt håb nu slukket.
Selvom vore riddere kæmpede med en fortvivlet desperation, gjorde vi os, med en hær af orker pressende forfra og de hærgende mallere bagfra, os klar til at møde vore skabere.
Vi var blevet udslettet fra jordens overflade, hvis vi ikke i netop dette øjeblik var blevet set i nåde til af Stjernernes Dronning. Pludselig klang, ovenover al krigslarmen, som fuglesang den første forårsmorgen, der bryder sneens tyranni vinteren igennem, en trompet med den reneste, smukkeste klang nogen soldat kunne håbe på at blive blæst til angreb ved.
I et åndeløst sekund var det som om selv orkerne og mallerne standsede kampen og så op for at få øje på den nye aktør, og i samme øjeblik eksploderede luften ved ankomsten af vores redning. Pludselig myldrede klippekanten ovenfor med grønklædte bueskytter, som sendte en regn af pile ned over de grønne horder. Ud over klipperne sprang grønklædte krigere, nogle bevæbnet med lange spyd, andre med store skjolde. De sprang, skred, kravlede med edderkoppers behændighed, og nogle endda rutschede på deres skjolde, ned af de stejle, stenede og grusede skråninger.
Ikke så snart var vi kommet os over chokket, før skjoldbærerne tog stilling foran og bag os, og spydbærerne i anden række med de lange lanser stikkende frem mod fjenden.
Da vores angribere var kommet sig over det første chok, der trængte dem en smule tilbage, angreb de med fornyet styrke i et skrækindjagende krigshyl. Da var det vi fornemmede en stille tordenen, som et jordskælv under opbygning, komme rullende bag mallerne. Det første vi så var en enkelt rytter som kom springende over de næsten forbavsede dæmonister. Han var det mest pragtfulde syn der nogensinde er blevet mine øjne forundt, klædt i en rustning af det reneste, blankeste sølvstål, gnistrende som middagssolen, iført en kjortel af bladgrønt stof, der næsten så ud som det var gennemsigtigt. Ridende på en snehvid ganger, et forunderligt dyr, svulmende af muskler og styrke, men springende så let og elegant, at den næsten så ud til at flyve. På hovedet bar han en krone af det blankeste sølv, omvundet med forårsgrønne ranker af blade, så let og fint at ranker og krone så ud til at være vævet sammen, eller smedet ind i hinanden. Hans gylden-hvide hår flagrede i vinden som bjerggræs på en blæsende sommerdag, og i hånden bar han en lanse der lynede som en morgensolstråle der fordriver nattens mørke.
Han sprang uden besvær over både mallerne og vore egne folk, og gik løs på orkerne med en intensitet og en lidenskab, et koncentreret og fokuseret raseri, affødt af et had til den grønne plage, der strakte sig tilbage til verdens begyndelse.
Da var det min opmærksomhed blev vagt på de sælsomme krigere, der med en løves vildskab og en kolibris ynde nedkæmpede de dyriske mallere bagfra. På sekunder var Kürogs tjenere reduceret til under en håndfuld, og de fremstormende krigere fortsatte uhindret deres fremmarch. Vi forsøgte at trænge ind til siden for at give plads til at
passere og følge deres leder i kamp mod orkerne, men inden vi kunne nå et eneste skridt, var de allerede forbi os, havde sprunget, svunget, ja nærmest danset sig ind imellem os, og startet en blodig nedslagtning af orkerne.
Indenfor få minutter havde de trængt orkerne tilbage bag drejning, og uden for vores synsfelt. Vore udmattede og chokerede riddere fandt ingen styrke til at følge efter, og ikke så snart var de grønklædte krigere og bueskytter forsvundet fra kløften, før vi alle sank sammen oven på den gruopvækkende oplevelse.



Selsiron er det næststørste skovelverhus og næsten ligeså stort som Ivain-Hun. Geografisk er det placeret lidt vest for Urunwë-højen, og rent politisk står Selsiron i spidsen for fortalerne for en mere moderat linie overfor de lavere racer. Selsiron besidder dog ikke helt den samme gennemslagskraft i sin politiske argumentation som Ivain-Hun, hvilket forklarer den konservative og fremmedgørende fløjs dominans. Denne manglende evne til at gøre sine holdninger gældende skyldes Selsirons noget særprægede historie: I tidernes morgen, før menneskene var blevet sat på de neutrale planer, strakte Terrel-Fen skoven sig langt ud over sine nuværende grænser, og dækkede blandt andet størstedelen af det nuværende Lorania. Dengang var huset der i dag kendes som Selsiron placeret øst for det nuværende Lorania. Da menneskene dukkede op og begyndte at rydde skove og vokse i antal mens de underlagde sig større og større områder blev Selsiron afskåret fra resten af skovelverne. I starten var Selsiron modvillige mod at iværksætte afgørende foranstaltninger for at forhindre at blive fuldkommen isoleret, og forsvarede deres territorium med nådesløs effektivitet. Men som menneskene voksede sig større og mere dominerende, måtte man til sidst indse det sørgelige faktum, at de med tiden ville fortrænge elverne fuldstændigt. Som en sidste løsning iværksatte Selsiron Den Store Rejse. Man besluttede at drage med hele klanen, alle dets medlemmer og deres besiddelser fra deres hjem øst for Lorania tværs over menneskenes rige til det nuværende Terrel-Fen, hvor man ville slå sig ned blandt de andre skovelverhuse. Hele flytningen varede flere hundrede år, og medførte store sammenstød mellem menneskene og Selsirons elvere. Med megen slid og møje lykkedes det imidlertid: Til sidst var alle medlemmer af huset Selsiron transporteret til Terrel-Fen, hvor de slog sig ned vest for Maleníthron. Men det er alt sammen længe siden, og Selsiron-elverne har siden trukket sig meget ind i sig selv og i Terrel-Fen, og har siden haft meget lidt med menneskene at gøre (en pudsig fodnote i den sammenhaeng er, at visse historikere mener, at det var i denne tidsalder at de foerste tarakinere dukkede op. Den fremherskende teori gaar paa, at det simpelthen har vaeret mennesker der under Den Store Rejse er stoedt paa skovelverne, og konfronteret med deres levevis er blevet saa fascinerede at de besluttede at efterligne dem).
På baggrund af dette forhold betragter skovelvere fra andre huse i et vist omfang dog stadig Selsiron som en art ”nyankomne”. De har som det eneste hus været afskåret fra de andre i længere tid, og har som det eneste brudt op fra deres oprindelige bosted og flyttet et andet sted hen. På trods af deres store størrelse, der berettiger dem til et særdeles indflydelsesrigt mandat i Urunwë-rådet, har denne historie betydet at huset Selsiron ikke rigtig formår gøre sine holdninger gældende i samme grad som Ivain-Hun, på trods af en vedvarende ihærdig indsats fra regentparret, der som nævnt tidligere er fortalere for en forsonlig linje overfor de andre racer.
Selsiron er kendt for sin imødekommende holdning til især menneskene, men deres imødekommenhed strækker sig kun til grænsen til deres eget territorium. De vil, som alle andre elvere, ikke tøve med at forsvare sig imod indtrængere, og huset Selsirons soldater er berømte for deres særligt kontante og iskolde attitude. Forståelsen for menneskeracen stammer sandsynligvis fra Den Store Rejse, hvor Selsirons ledere var nødsaget til at forhandle med menneskenes ledere i flere tilfælde, og derved gradvist fattede sympati for dem.
Selsirons dronning, Alphrîn, er berømt for sin skønhed og for sit umådeligt smukke og uvurderligt kostbare halssmykke ”Fein Tinw”. Ifølge legenden blev smykket givet til den allerførste dronning af Selsiron af selveste Dailean, Rynthias højengel. Det siges at være en af hendes tårer, indkapslet i diamant. Dette smykke har også præget udformningen af husets emblem, et falkeøje, symbolet på overblik, præcision og koncentration.
Den stoerste forsamling af de faa ikke-Rynthiatilbedende skovelvere i Terrel-Fen findes ogsaa hos Selsiron. En lille helligdom med tilhoerende tempel er base for den meget lille gruppe Talelis-tilbedende elvere.
Hvad angår klædedragt og farver, er brun, rødbrun og grumset vissengrøn ofte mere dominerende i Selsiron-elveres klædedragt end klar grøn. Med undtagelse af de fornemste ”arphen”, adelige, som ifølge gammel tradition bærer helt kridhvide klæder.
Selsiron består for en stor del af håndværkere, men huset har, ligesom Ivain-Hun, også en relativt stor hær. Selsirons væbnede styrke består dog mest af bueskytter og spejder-tropper, idet Selsiron i krigssituationer endnu mere end Ivain-Hun bestræber sig på at holde sig helt uden for nærkampsrækkevidde, og Selsirons tropper er derfor også de dygtigste til at holde sig skjult i skovene, lægge fælder og beskyde fjenden fra afstand, hvorfor mange af huset soldater deltager i afpatruljeringen af Terrel-Fens grænser.
Selsirons mest berømte elitekorps, Tornfalkene, stiller i øvrigt nogle af de bedste elver-bueskytter overhovedet. Korpset er en helt speciel mobil enhed, som har til opgave at finde og bekæmpe større grupper af indtrængere, som er trængt igennem Terrel-fens yderste grænseposter. Korpsets mest berømte helt, og huset Selsirons mest berømte kriger i det hele taget, var Silgruañ Sel Selsiron (udtales silgruang), og han forsvarede utallige gange sit hus imod både orker, gobliner og sortelvere. Han døde i kamp for sit hus, og den følgende tekst er et gammelt digt om Silgruañs bedrifter:

Gudindens udvalgte, når vor lykke i skred,
Silgruañ den stolte, fjenders fjende.
Vor redningsmand i nød og i håbløshed,
Silgruañ, giv din styrke til kende.

I grønhuders vold, sin time nær,
Dog aldrig fortabt, aldrig overvundet.
Med mod, med tro, sin gudinde kær,
For grønhuder pludselig forsvundet.

Dog på øjeblik, uden anger og frygt,
Silgruañ dem tilbage betalte.
Efter hævn for uret, der nu blev søgt,
Deres endeligt han aldrig forhalte.

I blodrus, i vrede, med bue og stål,
Han grønhuder ivrigt bekæmped.
I forreste række, uden lige vel mål,
Uden smil, uden at der blev skæmted.

Hvis for grønhuders rasen, du frygter for liv,
For ondskabens hærgen du bæver:
Så husk da på Silgruañ, på Rynthias kniv,
For hans mod kan du takke du lever.

For uden Silgruañs styrke, uden hans pil,
Ej vort land så lykkeligt ville være.
For sin hjemstavn, sin skov, hver eneste mil,
For sit folk, for sin gudindes ære.



Maleníthron er Terrel-Fens intellektuelle hovedåre. Det er placeret i den centrale del af skoven, spredt på nogle af de dybeste og mørkeste steder, og der hvor man finder de ældste og højeste træer.
Maleníthron blev grundlagt af Elanorn, en af de mægtigste troldmænd nogensinde af Naturens og Harmoniens Skole, et højt æret medlem af Isfingertårnet som en af de dygtigste og mest dedikerede udøvere indenfor sit felt. Hans ønske var at skabe et centrum for viden og magiudøvelse for skovelverne, og husets opbygning og funktion har fra starten gjort det til et af de huse, hvis medlemmers tilhørsforhold er mest flydende. Det udgøres nemlig primært af præster, troldmænd, filosoffer og lignende, hvoraf mange ikke er født i Maleníthron. Huset har en heftig trafik af besøgende fra andre huse, idet huset som religiøst, magisk og videnskabeligt centrum for alle skovelvere er et hyppigt rejsemål. Nogle kommer for at søge råd hos de mange vismænd og præster, både om Gudindens vilje og verdens gang, andre for at søge visdom i det enorme bibliotek, som er det største i Terrel-Fen. En tredje gruppe kommer for at tilbede Gudinden i den store katedral, templet der fungerer som domkirke for skovelverne, og for at få ro i sjælen. I den forbindelse skal det nævnes, at mange af de hellige ordner og elitære soldaterkorps som er spredt ud over de forskellige huse, har sit udspring og er blevet grundlagt her, de fleste på baggrund af en religiøs åbenbaring eller et kald fra Gudinden.
Dertil kommer, at Terrel-Fens uden tvivl største universitet ligger her, hvor mange af præsterne, troldmændene og vismændene fungerer som lærere og undervisere. Mange af de andre huse sender deres unge elvere bestemt for vismandens eller lignende stier hertil, for at få den bedste boglige uddannelse.
Maleníthron er derfor også et medicinsk og botanisk centrum. Der findes utallige forskere i legemets sammensætning og helbredelsens kunst, samt urter og planters kraft.
Huset bliver ledet af Iaurbrethil og Belegcurunir. Iaurbrethil fungerer som ypperstepræst under Rynthias kirke, som ansvarlig for skovelverne overfor højelverne der bestyrer Rynthia-kirkens hovedadministration.
Belegcurunir er demokratisk valgt som formand for, af og blandt troldmændene i Maleníthron, og han er blandt de største lyse dæmonologer på dette plan i denne tidsalder.
Huset besidder stort set ingen væbnede styrker, på nær en mindre gruppe paladiner og kraftvogtere, som mest befinder sig i huset på grund af deres åndelige funktion som tempelgarde og personlige livvagter for de vigtigste af troldmændene i huset. Udover disse betragter hvert eneste hus det som sin pligt at bidrage til beskyttelsen af huset, da det er en offentlig institution som alle har brug for og helst ser bliver bevaret.




Mornceredir er smedenes hus. Det er placeret i den nordlige del af Terrel-Fen imellem Gråfloden og Mornrain, den store sump i udkanten af Terrel-Fen mod nordøst. Den hører til blandt de bevidst konservative huse, og Baranbrôg, husets overhoved, vil i en politisk debat altid være at finde i den ende som støtter elvisk dominans og total udelukkelse af de andre racer.
Mornceredirs primære beskæftigelser består ud over smedehåndværket også i at udvinde, forarbejde og eksportere metal til de andre huse i Terrel-Fen. Husets smede færdigforarbejder det meste af metallet til våben, smykker og byggematerialer selv, men noget bliver først forarbejdet ude i de andre huse, hvis smede dog langtfra kan måle sig med Mornceredirs.
Metal er et sjældent syn i Terrel-Fen, da det kun findes i meget små mængder i, og det er da også kun i kraft af Mornceredirs næsten monopolagtige besiddelse af stoffet at det kan betale sig at producere det. Udvindelsen foregår hovedsageligt ved myremalm i Mornrain-sumpen og overfladisk minedrift i de østlige udløbere til Hîth-klipperne.
Smedene fra Mornceredir menes i øvrigt at være de eneste blandt skovelverne som skulle være i stand til at forarbejde det magiske metal Palatin. Det vides ikke med sikkerhed da der ikke er dukket noget af det fantastiske stof op blandt skovelverne i umindelige tider, men forståeligt nok holder smedene fra Mornceredir stædigt på påstandens rigtighed.
Overhovedet af Mornceredir baerer altid to svaerd: Det ene hedder ______ og er umaadelig gammelt. Det siges at vaere smedet i tidernes morgen af det foerste overhoved af Mornceredir, og er maaske det aeldste eksisterende vaaben i Terrel-Fen. Det baeres som symbol paa Mornceredirs fremhaevelse af vigtigheden af at vaerne om de gamle vaerdier og smedehaandvaerkets stolte tradition. Det andet svaerd ______, repraesenterer det nyeste og bedste som smedene fra Mornceredir kan praestere. Naar en smed mener at han har fremstillet det bedst mulige svaerd ud fra den viden og teknik som er tilgaengelig blandt elverne, forestiller han det for husets overhoved, der vil teste det mod det svaerd han har baaret indtil da. Viser svaerdet sig at vaere bedre tager han det i besiddelse i stedet for det gamle. Dette svaerd er symbol paa vigtigheden af altid at forbedre sit haandvaerk, altid at soege ny viden og altid at straebe hoejere. Smedenes evige konkurreren om at lave det bedste svaerd soerger for altid at holde gang i udviklingen indenfor smedehaandvaerket.
Mornceredirs primære farver er, udover grøn og brun, som det fremgår af husets navn, (morn = mørk eller sort) hovedsageligt grumsede mørke og sorte farver. Dette er sandsynligvis et resultat af, at de fleste af huset elvere er beskæftiget med beskidt arbejde i minen, sumpen eller smedjen. Skidtet har farvet tøjet sort og mørkt, hvilket med tiden har gjort disse farver til husets foretrukne.¨
Dagligdagen i Mornceredir er præget af hårdt fysisk arbejde i smedjerne eller med udvinding af metal. Skovelvere fra Mornceredir fremstår derfor ofte som dunkle af sind i forhold til andre skovelvere, fordi de er vant til at leve under hårde omstændigheder. Men sandheden er, at når de går hjem efter en hård dags arbejde, glæder de sig over at have skabt noget håndgribeligt, og besøger man en husstand i Mornceredir om aftenen vil man finde laget både hyggeligt og festligt.
Et andet interessant kulturfænomen i huset Mornceredir er deres ærbødighed for hvad de kalder ”Den Store Smed”: Ved indgangen til den største af smedjerne i Mornceredir står en stor statue, der forestiller en muskuløs mandsperson, med en enorm smedehammer over skulderen. Statuen har stået der lige så længe husets medlemmer kan huske tilbage, og det er blevet til en tradition at bede ham om godt held med dagens smedearbejde inden man går ind i smedjen for at arbejde. Visse historikere og teologer har argumenteret for at statuen forestiller ingen ringere end smedeguden Morken, blandt andet fordi statuen næsten er for muskuløs til at kunne være en elver. Statuens ører er dog dækket af hans lange hår, så det er umuligt at afgøre om de er runde eller spidse. Faktum er dog, at statuen ikke har noget skæg. Det vides i dag ikke hvem der har fremstillet statuen og hvem der har stillet den op ved indgangen til smedjen, eller hvornår.


Huset Gwilwileth er placeret i den sydlige del af Terrel-Fen, og består overvejende af kvinder. Huset ligger fordelt på en række øer i floddeltaet i Celebduins udløb i den store sump syd for Terrel-Fen, og er indrettet meget idyllisk og paradisagtigt, med store frodige haver, åbne, luftige pavilloner og mange kunstfærdigt udførte broer over de mange små kanaler som adskiller øerne.
Huset overhoved, Filegrien, er en af de mest aktive fortalere for en pacifistisk fortolkning af Rynthias budskab om kærlighed til alt levende. Hun er ofte i stærk politisk modvind under de kongelige rådsmøder på Urunwë-højen, men står dog altid fast på sine principper.
Huset er derfor også blandt de mest tolerante i Terrel-Fen, hvad angår fremmede racer og folkeslag, og enhver ikke-elver som ønsker kontakt med skovelverne tilrådes at gøre det gennem elvere fra Gwilwileth, om end de dog vil være særdeles besværlige at få fat på.
Den relativt ekstreme holdning til fremmede racer som huset traditionelt har repræsenteret, har med tiden forårsaget en hvis afstandtagen til de andre huse, men Gwilwileth benyttes dog stadig i stor stil som et fristed i Terrel-Fen, hvor verdens bekymringerne kan lukkes ude for en tid, hvorfor mange elvere med jævne mellemrum besøger stedet for at slappe af.
Som resultat heraf trives mange kunstnere også i denne oase, og størstedelen af husets indbyggere er derfor poeter og digtere, musikere, billedhuggere, malere og kunsthåndværkere.

Andre organisationer og grupperinger

Der findes uden om skovelverhusene og imellem dem en raekke skovelviske organisationer. Blandt de stoerste og vigtigste kan naevnes Den Aabne Himmel, Staalrosens Orden, Caranthirs Orden, Soelvraevenes Orden,

Den Aabne Himmel er en slags udenrigsministerium nedsat af Urunwe-raadet, der har at goere med alle de elvere der bor uden for Terrel-Fen. Den bestaar bl.a. af et stort korps af diplomater, der skal holde kontakten med den loranianske regering, og f.eks. sikre imod overgreb fra loranianere.

Staalrosen Orden er blandt de aeldste og hoejest repsekterede krigerordner i Terrel-Fen. Ordnen er meget hemmelighedsfuld og lukket, og dens rekrutteringmetoder er ukendte. Dog ved man at hvis en elver foerst er blevet lukket ind i ordnen og taget i laere, laegger han uden toeven sit gamle liv bag sig og foelger Ordnen slavisk. Staalrosens Orden er meget loest opbygget, og den har saa vidt vides ikke noget hovedcenter eller nogen ledelse. Ordnens medlemmer er meget autonome og rejser rundt paa maa og faa og leder efter steder hvor der er brug for deres saerlige egenskaber.

Caranthirs Orden er en meget lille ridderorden dedikeret til Vegil. De fleste af ordnens medlemmer har en fortid som krigere ved Graulpasset eller andre braendpunkter med store maengder loranianske soldater, og ordnen er i det hele taget under staerk loraniansk indflydelse. Ordnens kampmetoder afviger meget fra skovelvernes almindelige metoder; medlemmerne baerer tungere rustning, oftest af metal, og kaemper ofte til hest. Ordnen kraever desuden af sine medlemmer at de aldrig har brugt magi i kamp, og aldrig vil goere det.

Sølvrævenes Orden var oprindeligt et elitekompagni af skovelvere der, noget usædvanligt, kæmpede iført metal-rustning på det meste af kroppen. De blev primært brugt som stødpuder i slag hvor åben konfrontation med fjenden på åbne arealer ikke kunne undgås. En dag da en gruppe sølvræve skulle eskortere en Rynthia-præst fra Terrel-Fen til en skov i det nordlige Lorania ændrede dette sig dog drastisk: Eskorten blev angrebet og præsten slået ihjel. Fordi de havde fejlet deres opgave svor hele ordnen, at fra den dag af skulle ingen Rynthia-præst lade livet så længe en sølvræv kunne forhindre det. Lige siden da har ordnen dedikeret sig helt og fuldstændigt til at beskytte præster uanset hvor de befinder sig. En sølvræv slutter uden tøven op om en præst hvor han går og står og våger over ham konstant, og til tider ses Rynthia-præster fulgt af op til et halvt dusin sølvræve.
Sølvrævene er religiøse fanatikere i Rynthia-kultens tungeste ende, og de viger ikke for noget for at opfylde deres pligt.

Solens tjenere er Malenithrons æresorden for de dygtigste skovelvermagere. At blive optaget som medlem er en æresbevisning uden lige i Terrel-Fen og har nærmest funktion af en blåstempling fra Malenithrons side overfor Isfingertaarnet. Den er husets maade at nominere troldmænd de finder værdige til at blive optaget i troldmændenes fornemste institution.

Hvorfor mangler der navnene på de adelige og deres våben? :b er det for mystikkens skyld?

rynthia har ikke velsignet os med den viden