skabelsen ifølge rynthias vogetere

Skabelsen
Før...
Før tiden begyndte, før blodet flød i sjælevæsners årer, før ånderne endnu var til og stjernerne skabt af gudernes tårer, blev der kæmpet en krig mellem de mægtigste ni, og flere dæmoner og engle måtte falde end de dødelige væsner endnu kan tælle.
Da opstod planernes balance og den neutrale magi.

1 plan til de mørke af de mægtigste ni, 1 plan til de lyse guders værgen,
3 planer til englene i freds harmoni og 3 planer til dæmoners hærgen.
4 planer til de dødelige skravl der lever og dør med jammer, disse 4 planer kæmpes der om til dommedagen rammer.
Racerne...
Rynthia så at verden var splittet, Rynthia så at krigen var ødelæggelse, og Rynthias tårer ramte himlens bue og skabte stjernerne over rigerne. Hun sørgede over de faldne engle, der måtte ofres for at skabe freden mellem de mægtigste ni.
Sådan kom hun til at sande, at ved selvopofrelse skulle hun krigen vinde. Men ved strid skulle livet vogtes, med alt dens pragt og skønne, for dét og ikke krig er i sandhed magt. Således begyndte tiden, med den første races komme, rige på livet og rige på vide, rene i gudindens øjne og vogtere af verden, elverne var skabt før første dag var omme.
 
Guderne så hvorledes livet skød frem, alt Rhyntias skabelse at hædre, hvad hun havde skabt satte dem alle til skam, at de ej selv have skabt noget der kunne sig ligne. Forgæves de tænkte at der på de øverste planer med gudernes uendelige magt, der kunne skabes frem racer der ville måle den a Rhyntia frembragte pragt.
Bhatouq frembragte uden tanke, trolden så mægtig og vild, skønt ukloge uden angst for klingerne blanke de frygter den simpleste ild.
Trods troldenes styrke og voldsomme magt var den elviske race for stærk, og Bhatouq skabte igen uden omtanke to racer fra samme værk. Nu vandrede så begge grønhudernes racer på de fire planer ud, men i Bhatouqs værk er begået fejl for hvem skulle tro at de var skabt af en gud?
Med elverne skabt fra Rhyntias bryst og Bhatouqs urene grønhuder og trolde, var mellem guderne skabt en dyst der mange kvaler skulle volde.
Zesstra den mørke alt smertens og skyggens moder, havde stjålet bort nogle af Rhyntias børn, og fyldte ind skygge i elviske hoveder, så blomster blev til stikkende tjørn.
Sorte i hud og sorte i sind, sådan som Zesstra hun ville, lukkede ind skygger i elviske sind, en parodi på rynthias pragt og Zesstras grusomhed. Med skygge og smerte kom sortelveren til verden født til at yppe splid, har iblandt skygger sin tyste færden og strides mod elveren til evig tid. Dette var Zesstras forbrydelse mod Gudinden, Rhyntia.
Kalin den stærke, håndværk og viljens herre. Satte sig for at skabe en race, der stærk og grådig skulle være. Hugget i sten han frembragte dværgen, der knuste grønhudernes vold, stoppede orkernes urimelige hærgen med rustninger, vilje, hammer og skjold.
Dværgene sejrede over deres grønhudede fjender, og under Rhyntia den sandes smil, fik vist deres hjem under bjergenes tinder og er mestre i smedeværkets kunst.
Melgan, Talelis og Niedar samlede alt den tanke de magtede, for at skabe en race der spredte sig ud, ved fødsel – fejlagtig forsøgt at efterligne elvernes Visdom og klinger så blanke, med højde som elver og blank i hud. Niedar gav dem den tanke han havde, Talelis parodiere fødselens glæde som gave,fra Melgan kom herredømmets trang at gøre hver andre race til slave.
Menesket fødtes tænkende og fri, skabt så mangfoldig og stærk, men hensank hastigt i falskhed og krig, korruptionens gave var Nostraos værk.
Kürog den sorte, ufreds fyrst og farligst af de mægtigste ti, samlede op mennesket, planernes byrde, for at skabe af dem en race til krig. Med dyrenes ånder han kløvede sind, den voldsommeste magt han kunne finde, i dyrenes vildskab han stirrede sig blind, den hårdeste race skabt nogensinde.
Men da Kürog først så hvad han havde lavet, dømte han dyrenes ånder til død, bag sand destruktion er intention står det skrevet, at dyr dræber ikke af lyst, men af nød.

Valag, den bistre, dødens forrådnede skaber, ville ej sætte sjæle i verden, følte at han var stridens taber, og ændrede derfor sjælenes færden. Lad det vides at sjælen skabt, ganske vist fødes din, men følger du ej din gud og bliver dræbt, da skal du vide din sjæl den er min!
Han er herren af sygdom og jeg er din dommer, skaber af vandrende død, fejl gudinden og nedfald i flammer, evigt at brænde i helvedes glød.